Bachelor – Hvad så?

I samarbejde med Molekylærbiologi og Genetik Studenterråd (MoGenS) stablede MMFs Fagligt Udvalg deres årlige “Bachelor – Hvad så?”-arrangement på benene d. 28/11-2017. Over 60 studerende fra både Molekylær Medicin og Molekylærbiologi mødte op for at få vejledning til, hvordan man søger ind på en kandidat, og hvilke kandidatuddannelser man kan tage med en molekylær baggrund.

Blandt oplægsholderne var studievejlederne for de to uddannelser, Tara og Jeppe. De fortalte om, hvordan man søger ind på en kandidat og hvilke overvejelser man bør gøre sig inden.
Derefter fortalte Simone Weiss om kandidaten i Molekylær Medicin på AU og Molekylær Biomedicin på KU og Louise Dalskov fortalte om kandidaten i Molekylærbiologi.
Derudover var der oplæg fra Molekylær Medicin bachelorer, der havde taget en anden kandidat. Èn af dem var Tina Buhl, der fortalte om kandidaten i Molecular Nutrition and Food Technology og hendes eget specialeprojekt, hvor hun skal se om kikærtevand kan udnyttes i stedet for æg i f.eks. mayonnaise. En anden var Simon Grund, der holdt oplæg om kandidaten i Bioinformatik.
Vi hørte også fra Kamilla Løhde om to ingeniøruddannelser: Biomedicinsk Teknik og Bioteknologi. Hun fortalte desuden lidt om at sygemelde sig og skifte kandidat undervejs.
Endelig fortalte Josephine Gladov om at tage en kandidat i udlandet. Hun nævnte blandt andet Toksikologi på Karolinska-insituttet i Sverige, Neuroscience på Oxford og en kandidat med Sino i Kina.

Fagligt udvalg vil gerne sige tak til MoGenS for et godt samarbejde, og særlig tak til Pharmadanmark, for deres sponsorat rigelige mængder kage 🙂

Er du i gang med din bachelor og har lyst til at høre mere om, hvad man kan lave på en kandidat? Så afholdes dette arrangement samme tid til næste år 🙂

  

Casino Royale Fest

MMFs festudvalg, Festerase, bød op til dans d. 10 november med årets efterårsfest. Dette år var temaet Casino Royale, så der var stillet op til alskens spil og de glade MM’ere mødte op i deres bedste James Bond kluns. Det var en super sjov aften, med et velbesøgt dansegulv og god repræsentation fra alle årgange. Festerase fik også mulighed for at indvie sine nye medlemmer efter generalforsamlingen, så der nu er et godt sammentømret festudvalg klar frem til næste generalforsamling.

Festerase siger mange tak for en super fed fest, og især til alle der virkelig tog temaet til sig! I hører mere fra os i næste semester 🙂

Generalforsamling 2017

MMF afholdt efterårets generalforsamling d. 1/11 2017. De fleste årgange var pænt repræsenteret, og det var dejligt at se nogen fra 1. årgang, der allerede fik meldt sig på banen.
Vi lagde ud med en beretning fra formanden, der kunne fortælle om MMFs rolle i studiestarten, og om det gode samarbejde vi har haft med Tutorforeningen for Kemi og Molekylærbiologi. Ydermere hørte vi om opdateringen af MMFs side på BlackBoard i forbindelse med omlægningen af uddannelsen.
Der var også en kort præsentation af studieadministrationens Blå Bog over foreninger på Science and Technology, hvor MMF har fået deres egen side.
Af andre spændende nyheder blev der fortalt, at MMF har fået sit eget Mobile Pay nr, der allerede har været i brug, og er blevet taget rigtig godt imod.
Herefter fortalte formanden for Fagligt udvalg om endagsbesøg på infektionsmedicinsk afdeling på AUH og deres udlandsopholdsarrangement. Begge dele var gået rigtig godt, og der kommer flere spændende arrangementer fra Fagligt i løbet af semesteret.
Den sidste beretning var fra Festerases formand, der kunne fortælle om den fine 2. plads Festerase fik til DM i ølbowling ved Danmarks Største Fredagsbar. Ellers hørte vi om grill-arrangementet, der var en stor succes, Tour de Fredagsbar og den årlige bowling-tur.
Derudover fik vi den første præsentation af Partner-programmet efter lanceringen. Det er stadig i opstarts-fasen, men er et rigtig spændende initiativ, vi glæder os til at høre mere om. I den forbindelse blev der stemt for en vedtægtsændring, der sikrer formanden for Partner-udvalget en plads i MMFs bestyrelse. Det får bestyrelsen op på 8 medlemmer, og det blev besluttet at formanden har den afgørende stemme ved stemmelighed.
Yderligere blev der stemt for en vedtægtsændring, der tillader oprettelsen af Faglige Medlemsskaber, der kun giver adgang til arrangementer fra Fagligt, men ikke er et ordinært medlemsskab.
Herefter var der valg. Medlemmerne af den nye bestyrelse kan findes her på siden. Festerase fik 3 nye medlemmer (2 fra 1. årgang og 1 fra 3. årgang), og Fagligt Udvalg fik ligeledes 3 nye medlemmer (2 fra 1. årgang og 1 fra 3. årgang).
Efter det officielle program var overstået, var der fri leg, og her blev spillet en masse brætspil og vi fik rystet de nye aktive medlemmer godt sammen med de gamle.
MMF vil gerne sige mange tak for en god generalforsamling. Har du lyst til at vide mere, kan du læse det officielle 2017.11.01 – Referat. Hvis du fortryder at du ikke meldte dig ind, har du chancen igen til forårets generalforsamling d. 25/4-2018 – sæt kryds i kalenderen allerede nu!

Udlandsophold

Den 10. oktober afholdt Fagligt Udvalg det årlige udlandsopholdsarrangement. Her kunne man høre om mulighederne for at rejse ud i verden under sin uddannelse.  Studievejlederen for Molekylær Medicin, Tara Bladt, startede ud med at fortælle om det formelle og papirarbejdet, som man skal igennem, hvis man vælger at rejse ud.

Herefter fortalte Stine om sin sommer efter 6. semester til Taiwan gennem IMCC Research Exchange og hendes ophold på Summer School i Holland mellem 8. og 9. semester. Her fortalte hun om forskellene på de to ophold og om mulighederne for at rejse ud og lave noget fagligt i sin sommerferie.

Michelle og Peter havde taget deres 8.semester i New Zealand på University of Auckland. De fortalte om hele deres proces fra at få ideen om udlandsophold til universitetsoplevelsen i New Zealand.

Katrine havde taget en del af sit 8. semester i USA ved University of San Diego. Hun fortalte om sin oplevelse med et amerikansk universitet både omkring det faglige og sociale.

Oplægsholderne svarede gladelig på spørgsmål fra andre interesserede studerende og gav udtryk for at det helt sikkert var en god ide at tage ud og studere i udlandet.

Hvis du føler for at komme væk fra Aarhus Universitet over en sommer eller et helt semester kan du sagtens tage kontakt til oplægsholderne, også selvom du ikke var der til arrangementet – de er mere end glade for at svare på spørgsmål! Du kan kontakte fagligt udvalg på fagligt@molmedforening.org og få hjælp 🙂

Oplæg om udlandsophold er et årligt arrangement, så hvis du er interesseret, kan du høre endnu et oplæg om udlandsophold til efteråret næste år. I mellemtiden kan du finde slides fra oplægsholderne på BlackBoard.

Fagligt Udvalg siger tak til oplægsholderne, og håber at vi har inspireret de studerende til at se ud over AUs grænser 🙂